Lindy Hop

Lindy Hop er en swingdans, der opstod i 1920´erne og var meget udbredt i 1930 og 40´erne i Europa og USA. Dansen blev udviklet i Harlem, New York, med Frankie Manning som koreograf og danser. Det er en lav og foroverbøjet dans med elementer fra mange andre dansestile, vestafrikanske stammedanse, charleston, autentisk jazz, vals og foxtrot mm. Lindy Hop udviklede sig meget fra den dengang meget populære charleston, derfor indeholder Lindy Hop også en hel del elementer fra netop Charleston. Frankie Manning opfandt de luftbårne dele af Lindy Hoppen, de såkaldte air steps, hvor manden svinger damen op i luften, hen over ryggen og ned mellem benene.

Lindy Hop er tempofyldt og danses til swing og jazzmusik, men dansens trin kan sagtens bruges til fx popmusik, når du bevæger dig udenfor swingmiljøet.

Dansen er en ført dans, hvor der gerne må improviseres og leges til musikken. Formålet er bl.a. at kunne danse socialt i det offentlige rum.

Der gik næsten 40 år, inden dansen fik en renæssance, da svenske og amerikanske dansere opsporede Frankie Manning og fik ham til at begynde at danse igen som 72 årig. Han blev ved til han var over 90 år.

 

Danse